LukFlyt

Øvrig regnskabspraksis

Konsolidering
Koncernregnskabet omfatter Novozymes A/S (moderselskabet) og de virksomheder, hvori koncernen besidder mere end 50% af stemmeretten eller på anden måde har en bestemmende indflydelse (datterselskaber), samt joint ventures. Koncernregnskabet er aflagt på grundlag af regnskaber for moderselskabet og datterselskaberne ved sammenlægning af regnskabsposter med ensartet indhold og med efterfølgende eliminering af interne transaktioner, interne aktiebesiddelser og mellemværender samt urealiserede koncerninterne fortjenester og tab. Samtlige regnskaber, der indgår i konsolideringen, er udarbejdet i overensstemmelse med koncernens regnskabspraksis.

Koncernens andel i joint ventures, der anses som fælles kontrollerede virksomheder, konsolideres efter pro rata-metoden ved at indregne den forholdsmæssige andel af joint ventures’ aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger linje for linje.

Virksomhedssammenslutninger
Ved erhvervelse af nye virksomheder er de enkelte virksomheders aktiver, forpligtelser og eventualforpligtelser indregnet til dagsværdi på overtagelsestidspunktet. Goodwill reguleres indtil 12 måneder efter overtagelsesdagen, når der sker ændringer i købsvederlaget efter overtagelsen, og når dagsværdien af de overtagne identificerbare aktiver, forpligtelser og eventualforpligtelser viser sig at have en anden dagsværdi end opgjort på overtagelsestidspunktet. Nyerhvervede virksomheder indregnes fra anskaffelsestidspunktet, og sammenligningstal korrigeres ikke. Goodwill allokeres til forretningsaktiviteter med henblik på test af værdiforringelse.

Omregning af fremmed valuta
Koncernregnskabet præsenteres i danske kroner (DKK). Transaktioner i fremmed valuta omregnes til den funktionelle valuta efter transaktionsdagens kurser. Monetære poster i fremmed valuta omregnes til den funktionelle valuta efter balancedagens valutakurser. Regnskaber for udenlandske datterselskaber omregnes til danske kroner ved anvendelse af balancedagens valutakurser for balanceposter og gennemsnitlige valutakurser for resultatopgørelsens poster.

Goodwill opstået ved erhvervelse af nye virksomheder betragtes som et aktiv tilhørende de nye udenlandske datterselskaber og omregnes til danske kroner ved anvendelse af balancedagens valutakurser.

Realiserede og urealiserede valutakursgevinster og tab indregnes i Finansielle indtægter eller Finansielle omkostninger bortset fra urealiserede tab og gevinster vedrørende afdækning af fremtidige pengestrømme, som indregnes på egenkapitalen under Pengestrømsafdækning. Derudover indregnes følgende kursdifferencer, der omregnes til balancedagens valutakurser, direkte på egenkapitalen under Valutakursreguleringer:

  • Omregning af datterselskabers nettoaktiver ved regnskabsårets begyndelse
  • Omregning af datterselskabers resultatopgørelser fra gennemsnitlige valutakurser til balancedagens valutakurser
  • Omregning af langfristede koncernmellemværender, der betragtes som et tillæg til nettoaktiverne i datterselskaberne
  • Dagsværdiregulering vedrørende finansielle forpligtelser, der opfylder betingelserne for afdækning af nettoaktiver i datterselskaber

Aktiebaseret aflønning
Koncernens ansatte er omfattet af aktieoptionsordninger. Ordningerne er både egenkapitalordninger og kontantordninger.

Dagsværdien af de ydelser, som medarbejderne leverer som modydelse for tildeling af aktieoptioner, opgøres ud fra værdien af de tildelte aktieoptioner. Beregningen af dagsværdien af de tildelte aktieoptioner sker på basis af Black-Scholes modellen.

Dagsværdi af aktiebaseret aflønning på tildelingstidspunktet indregnes som en personaleomkostning over den periode, hvor medarbejderne optjener retten til aktieoptionerne. Ved målingen af dagsværdien tages der højde for det antal medarbejdere, der forventes at opnå endelig ret til optionerne, samt det antal optioner medarbejderne forventes at få. Ved hver periodeafslutning reguleres der for dette skøn, således at der kun sker indregning af det antal optioner, der er opnået eller forventes opnået endelig ret til.

Værdien af egenkapitalafregnede ordninger modposteres på egenkapitalen. Værdien af kontantafregnede ordninger, som modposteres under Andre kortfristede gældsforpligtelser, reguleres ved hver periodeafslutning til dagsværdi, og efterfølgende værdiregulering af dagsværdi indregnes under finansielle poster i resultatopgørelsen.

Offentlige tilskud
Offentlige tilskud til forsknings- og udviklingsomkostninger indregnes under Andre driftsindtægter, netto, i takt med projekternes færdiggørelse. Tilskud til investeringer i materielle aktiver modregnes i kostprisen af det tilskudsberettigede aktiv.

Segmentoplysninger
Der gives i regnskabet oplysninger om koncernens geografiske segmenter, som er det sekundære segment. Det er ledelsens vurdering, at Novozymes’ forretningsaktiviteter er integreret med hinanden, hvoraf følger, at hovedparten af produk-tionsanlæggene er fælles, samt at forsknings- og udviklingsaktiviteter hovedsagelig er fælles.

Leje
Omkostninger vedrørende leje indregnes lineært i resultatopgørelsen over lejeperioden. Forpligtelser vedrørende uopsigelige aftaler oplyses i noterne.

Hoved- og nøgletal
Nøgletal er hovedsagelig udarbejdet i overensstemmelse med Den danske Finansanalytikerforenings "Anbefalinger og nøgletal 2005"; dog er enkelte nøgletal tilpasset koncernen.

Forsknings- og udviklingsomkostninger
Forskningsomkostninger omkostningsføres, når de afholdes. Udviklingsomkostninger, der anvendes til løbende optimering af produktionsprocesser vedrørende eksisterende produkter eller udvikling af nye produkter, hvor manglende myndighedsgodkendelse, kundegodkendelser og andre usikkerhedsfaktorer betyder, at udviklingsomkostningerne ikke opfylder kriterierne for indregning i balancen, omkostningsføres, når de afholdes.

Andre driftsindtægter, netto
Andre driftsindtægter, netto indeholder tilskud fra offentlige myndigheder og fra kunder til forskningsprojekter/-samarbejder og nettoindtægter af sekundær karakter i forhold til koncernens hovedaktiviteter. Under denne post indregnes ligeledes engangsindtægter, netto vedrørende erstatninger, udlicensering med mere.

Skat
Skat af årets resultat, der består af årets aktuelle skat, forskydning i udskudt skat samt eventuelle reguleringer til tidligere år, indregnes i resultatopgørelsen med den del, der kan henføres til årets resultat, og direkte på egenkapitalen med den del, der kan henføres til posteringer på egenkapitalen. Udskudt skat måles efter den balanceorienterede gældsmetode og omfatter alle midlertidige forskelle mellem regnskabsmæssige og skattemæssige værdier af aktiver og forpligtelser. Der indregnes ikke udskudt skat af goodwill, medmindre den er skattemæssigt afskrivningsberettiget. Udskudt skat måles og indregnes endvidere til dækning af den genbeskatning af underskud i sambeskattede udenlandske datterselskaber, der vurderes at blive aktuel ved afhændelse af aktierne eller på grund af udløsning af genbeskatningen. Skatteværdien af fremførbare skattemæssige underskud indgår i opgørelsen af den udskudte skat, såfremt det er sandsynligt, at underskuddene kan udnyttes.

Udskudt skat måles efter gældende skatteregler og med den skattesats, der forventes at være gældende, når de midlertidige forskelle udlignes. Ændringer i udskudt skat som følge af ændringer i skattesatserne indregnes i resultatopgørelsen med den del, der kan henføres til årets resultat, og direkte på egenkapitalen med den del, der kan henføres til posteringer på egenkapitalen.

Novozymes A/S samt danske datterselskaber er sambeskattet med de danske selskaber i Novo Koncernen og Novo Nordisk Koncernen. Skatten for de enkelte selskaber er fuldt ud fordelt på basis af den forventede skattepligtige indkomst.

Immaterielle aktiver
Immaterielle aktiver måles til kostpris med fradrag af akkumulerede af- og nedskrivninger.

Omkostninger i forbindelse med større it-projekter til udvikling af software til internt brug aktiveres, såfremt de afholdes med henblik på udvikling af nye og forbedrede systemer. Tilhørende låneomkostninger omkostningsføres i det regnskabsår, hvor de afholdes. Afskrivninger foretages lineært over aktivernes forventede brugstid som følger:

  • Færdiggjorte it-udviklingsprojekter afskrives over brugstiden. De bogførte udviklingsaktiver afskrives over 3-5 år
  • Erhvervede patenter, licenser samt know-how afskrives over brugstiden. Patenter afskrives over brugstiden, der typisk vil være identisk med patentperioden, og licenser afskrives over aftaleperioden. De bogførte patenter, licenser og know-how afskrives over 7-20 år

Enkelte aktiver afskrives over en kortere tidshorisont end ovenfor anført.

Materielle aktiver
Materielle aktiver måles til kostpris med fradrag af akkumulerede af- og nedskrivninger. Låneomkostninger i forbindelse med opførelse af større investeringer omkostningsføres i det regnskabsår, hvor de afholdes.

Afskrivningerne foretages lineært over den forventede brugstid som følger:

  • Bygninger: 12-50 år
  • Produktionsanlæg og maskiner: 5-16 år
  • Andre anlæg, driftsmateriel og inventar: 3-16 år

Aktivernes scrapværdi og brugstid vurderes årligt og reguleres om nødvendigt ved hver balancedag.

Fortjeneste eller tab ved afhændelse eller bortskaffelse af aktiver indregnes i resultatopgørelsen under samme funktioner som de tilhørende afskrivninger.

Nedskrivning af immaterielle og materielle aktiver
På immaterielle og materielle aktiver foretages der nedskrivningstest, når der er indikation af, at aktiverne er værdiforringet ud over det, som udtrykkes ved normal afskrivning. Goodwill testes endvidere årligt for værdiforringelse, samt når der er indikation af, at aktiverne er værdiforringet.

Et tab ved værdiforringelser ud over normal afskrivning indregnes med det beløb, som den bogførte værdi overstiger den lavere genindvindingsværdi.

Varebeholdninger
Varebeholdninger måles til kostpris efter FIFO-princippet eller nettorealisationsværdi, hvor denne er lavere.

I kostprisen for Varer under fremstilling og Færdigvarer indgår direkte produktionsomkostninger som råvarer og hjælpematerialer med tillæg af energi og direkte løn i produktionen og indirekte produktionsomkostninger som personaleomkostninger samt vedligeholdelse og afskrivninger på produktionsanlæg med mere.

Varebeholdninger, hvor den forventede salgspris med fradrag af eventuelle færdiggørelsesomkostninger og omkostninger til effektuering af salget (nettorealisationsværdien) er lavere end kostprisen, nedskrives til nettorealisationsværdien.

Likvide beholdninger
Likvide beholdninger består af kassebeholdninger og indeståender i pengeinstitutter.

Udbytte
Foreslået udbytte, der forventes udbetalt for regnskabsåret, vises under Overført overskud i egenkapitalopgørelsen.

Egne aktier
Kostpris og salgsprovenu vedrørende egne aktier indregnes i en særskilt post direkte på egenkapitalen. Selskabets beholdning af egne aktier besiddes blandt andet med henblik på afhændelse ved medarbejderes udnyttelse af udstedte aktieoptioner.

Andre forpligtelser
Andre forpligtelser måles til amortiseret kostpris.

Pensionsforpligtelser og andre langfristede personaleydelser
Omkostninger til bidragsbaserede personaleordninger indregnes i resultatopgørelsen i det regnskabsår, de vedrører.

Omkostninger og forpligtelser til ydelsesbaserede personaleordninger opgøres efter den fremskrevne akkumulerede enhedsmetode (projected unit credit-metoden). Forpligtelsen for de største ordninger opgøres årligt af en ekstern aktuar. Aktuarmæssige tab og gevinster indregnes i resultatopgørelsen over medarbejdernes forventede gennemsnitlige resterende arbejdsliv, når disse forskelle pr. ordning overstiger 10% af det højeste af enten nutidsværdien af forpligtelsen eller dagsværdien af ordningens aktiver i det foregående år. Pensionsaktiver kan kun indregnes i det omfang, koncernen er i stand til at opnå fremtidige økonomiske fordele i form af refusion fra pensionsordningen eller reduktion af fremtidige ydelser.

Omkostninger vedrørende andre langfristede personaleydelser periodiseres over medarbejdernes forventede gennemsnitlige resterende arbejdsliv.

Pengestrømsopgørelse
Koncernens pengestrømsopgørelse, der opstilles efter den indirekte metode, viser pengestrømme fra drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet samt koncernens likvide reserver ved årets begyndelse og slutning.

Pengestrømme fra driftsaktivitet opgøres som årets resultat reguleret for poster uden likviditetseffekt, betalte finansielle poster, betalte selskabsskatter samt ændring i driftskapital. Pengestrømme fra investeringsaktivitet omfatter betalinger i forbindelse med køb og salg af virksomheder og minoritetsaktier samt immaterielle og materielle aktiver.

Pengestrømme fra finansieringsaktivitet omfatter optagelse af lån, afdrag på rentebærende gæld, betaling af udbytte, provenu fra aktiekapitaludvidelser samt køb og salg af egne aktier og andre værdipapirer.

Likvide reserver omfatter likvide beholdninger med fradrag af kortfristet bankgæld, som forfalder på anfordring. Finansielle reserver udgøres af likvide reserver tillagt uudnyttede garanterede kreditfaciliteter med en løbetid på mere end et år.