LukFlyt

Miljø

Data for miljø dækker aktiviteter, der baseret på en samlet miljømæssig vurdering kan have væsentlige påvirkninger på miljøet, jævnfør oversigten over koncernselskaber.

Vand
Vand omfatter drikkevand, industrivand og damp. Vand indregnes som den målte tilførsel af vand til Novozymes.

Internt produceret energi og tilhørende emissioner
Internt produceret energi måles som mængden af forbrugt brændsel omregnet til energi baseret på nedre brændværdi og vægtfylde. Emissioner af CO2, SO2 og NOx beregnes ud fra mængden af forbrugt brændsel baseret på årligt fastsatte omregningsfaktorer fra danske myndigheder og leverandører.

Eksternt produceret energi og tilhørende emissioner
Eksternt produceret energi omfatter eksternt produceret elektricitet, varme og damp tilført Novozymes. Emissioner af CO2, SO2 og NOx beregnes med udgangspunkt i årligt fastsatte omregningsfaktorer fra kraftværkerne eller deres organisationer.

Råvarer og emballage
Råvarer og emballage omfatter materialer til gæring, oprensning, granulering, spildevands- og slambehandling samt indpakning af produkter. Råvare- og emballageforbrug omregnes til kilogram.

Spildevand
Spildevand måles som den mængde, der udledes fra Novo-zymes. COD, tørstof, BOD5, kvælstof og fosfor i spildevandet måles flowproportionalt baseret på prøver udtaget ved udledningen.

Biomasse
Biomasse måles som den mængde, der produceres og udbringes fra Novozymes i flydende form (NovoGro®) eller oparbejdes til et gødningsprodukt med et højere tørstofindhold (NovoGro® 30 eller kompost). Kvælstof og fosfor måles i gødningsproduktet.

Affald
Affald består af den registrerede mængde affald fordelt på ikke-farligt og farligt affald. Affald er derudover opdelt efter bortskaffelsesmetode.

Luftemission af ozonlagsnedbrydende stoffer
Luftemission af ozonlagsnedbrydende stoffer måles som forbruget af CFC'er, HCFC'er og haloner.

Miljøeffektpotentialer
Miljøeffektpotentialet for drivhuseffekt, ozonlagsnedbrydning samt forsuring beregnes baseret på "Udvikling af Miljøvenlige Industriprodukter" (UMIP), udgivet af Institut for produktudvikling, Danmarks Tekniske Universitet.

Overholdelse af miljøkrav
Vilkårsoverskridelser måles som det antal, der er rapporteret til myndighederne. Utilsigtede udslip af GMOer måles som antallet af GMO-udledninger, der ikke er reguleret af de almindelige udledningsvilkår for GMOer, og som vi og myndighederne anser for væsentlige. Væsentlige spild måles som antal spild af kemikalier, olie med videre til vand, luft eller jord. Væsentlighed opgøres i forhold til både størrelsen af spildet og påvirkningen af miljøet. Naboklager opgøres som registrerede miljørelaterede klager.

Forsøgsdyr
Posten omfatter antallet af forsøgsdyr medgået til alle påbegyndte interne og eksterne forsøg foretaget for Novozymes.