LukFlyt

Sociale forhold

Antal medarbejdere
Antallet af medarbejdere opgøres som antal medarbejdere ultimo regnskabsåret, eksklusive medarbejdere på orlov uden løn, på forældreorlov, vikarer, studentermedhjælpere og ph.d.-studerende.

Ved opgørelse af antallet af medarbejdere på fuld tid indregnes medarbejdere med en arbejdstidsprocent på 95% eller derover.

Jobklassificeringer
Topledelse omfatter den administrerende direktør, koncern-direktører, direktører og funktionschefer. Ledelse omfatter mellemledere og specialister. Akademikere omfatter medarbejdere med akademisk uddannelse og teamledere. Administrative omfatter administrativt personale. Faglærte, laboranter og teknikere omfatter faglærte medarbejdere, laboranter og teknikere. Procesoperatører omfatter operatører og ufaglærte medarbejdere.

Personaleomsætning
Personaleomsætningen måles som antallet af fastansatte medarbejdere, der forlader koncernen i regnskabsåret, i forhold til det gennemsnitlige antal fastansatte medarbejdere i regnskabsåret. Det gennemsnitlige antal fastansatte medarbejdere opgøres som et gennemsnit af antal fastansatte medarbejdere ultimo hvert kvartal.

Vækst i medarbejderantal, organisk
Den organiske vækst i antal medarbejdere måles som antal medarbejdere ultimo regnskabsåret med fradrag af antal medarbejdere overtaget ved opkøb og antal medarbejdere primo regnskabsåret.

Vækst i medarbejderantal, opkøb
Væksten i antal medarbejdere ved opkøb måles som antal medarbejdere overtaget ved opkøb af nye virksomheder.

Alder og anciennitet
Alder og anciennitet opgøres som gennemsnitlig alder og anciennitet i hele år pr. medarbejder.

Fravær
Fravær opgøres som tabt tid ved egen sygdom, herunder graviditetsbetinget sygdom og arbejdsskader. Fraværsprocenten beregnes som antal registrerede fraværsdage i forhold til det totale antal normalarbejdsdage på et år med fradrag af ferie- og helligdage.

Udstationering
Når Novozymes-medarbejdere er midlertidigt allokeret til opgaver uden for det land, hvor de bor, for en periode på mere end seks måneder, anses de for at være udstationeret.

Uddannelsesomkostninger
Uddannelsesomkostninger omfatter omkostninger til seminarer samt interne og eksterne kursusafgifter omregnet til danske kroner efter gennemsnitlige valutakurser. Uddannelsesomkostninger vises også som procent af personale-
omkostninger i alt.