LukFlyt

Anvendt regnskabspraksis for Novozymes A/S

Årsregnskabet for Novozymes A/S er aflagt i overensstemmelse med Årsregnskabsloven (regnskabsklasse D) samt de af OMX Den Nordiske Børs København stillede krav til regnskabsaflæggelse for børsnoterede selskaber. Anvendt regnskabspraksis er uændret i forhold til sidste år.

Da Novozymes A/S' anvendte regnskabspraksis kun adskiller sig fra koncernens regnskabspraksis, som følger IFRS, på få poster, er nedenfor kun anført den anvendte regnskabspraksis, som adskiller sig fra koncernens. For øvrige poster henvises til koncernens anvendte regnskabspraksis.

Generelt om indregning og måling
I resultatopgørelsen indregnes indtægter i takt med, at de indtjenes. Ligeledes indregnes værdireguleringer af finansielle aktiver og forpligtelser, der måles til dagsværdi eller amortiseret kostpris. I resultatopgørelsen indregnes ligeledes alle omkostninger, der er afholdt for at opnå årets indtjening, herunder af- og nedskrivninger.

Aktiver indregnes i balancen, når det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde selskabet, og aktivets værdi kan måles pålideligt. Forpligtelser indregnes i balancen, når de er sandsynlige og kan måles pålideligt. Ved første indregning måles aktiver og forpligtelser til kostpris. Efterfølgende måles aktiver og forpligtelser som beskrevet for hver enkelt regnskabspost nedenfor.

Ved indregning og måling tages hensyn til forudsigelige tab og risici, der fremkommer, inden årsregnskabet aflægges, og som be- eller afkræfter forhold, der eksisterede på balancedagen.

Virksomhedssammenslutninger
Erhvervelse af nye virksomheder behandles efter overtagelsesmetoden, og de enkelte virksomheders aktiver og forpligtelser er således omvurderet til dagsværdi på tidspunktet for erhvervelsen. Goodwill indregnes som et aktiv i balancen og afskrives over den forventede brugstid. Goodwill fra opkøb reguleres som følge af ændring i indregning og måling af nettoaktiver indtil et fuldt regnskabsår efter anskaffelsestidspunktet. Afskrivning på goodwill allokeres i årsregnskabet til de funktioner, som den relaterer til. Nyerhvervede virksomheder indregnes fra anskaffelsestidspunktet, og sammenligningstal korrigeres ikke.

Balance

Immaterielle anlægsaktiver
Regnskabspraksis for immaterielle anlægsaktiver følger koncernens praksis, bortset fra goodwill, der afskrives over brugstiden, dog maksimalt 20 år.

Finansielle anlægsaktiver
Kapitalandele i dattervirksomheder måles efter den indre værdis metode, det vil sige til den forholdsvise andel af den regnskabsmæssige indre værdi i disse virksomheder med tillæg af goodwill.

Selskabets andel af resultat i dattervirksomheder med fradrag af urealiserede koncerninterne fortjenester på varebeholdninger indregnes i moderselskabets resultatopgørelse. For dattervirksomheder med negativ indre værdi modregnes eventuelle tilgodehavender hos disse datterselskaber efter en konkret vurdering i moderselskabets andel af den negative indre værdi. Såfremt moderselskabet har en retlig eller faktisk forpligtelse til at dække virksomhedens underbalance, indregnes en hensættelse hertil.

Nettoopskrivningen af kapitalandele i dattervirksomheder indregnes under egenkapitalen som reserve for nettoopskrivning efter den indre værdis metode i det omfang, opskrivningen overstiger modtagne udbytter fra dattervirksomhederne.

Værdipapirer
Beholdningen af aktier i Novo Nordisk A/S er fra spaltningstidspunktet indregnet i balancen som Værdipapirer under omsætningsaktiver. Aktierne i Novo Nordisk A/S benyttes til afdækning af de aktieoptionsforpligtelser, der påhviler Novozymes A/S, og er indregnet til optionskurserne.

Udbytte
Foreslået udbytte, der forventes udbetalt for regnskabsåret, vises som en særskilt post under egenkapitalen.