LukFlyt

Forventninger til 2008

Novozymes har følgende forventninger til den finansielle udvikling og til de sociale og miljømæssige forhold for 2008:

Finansielle forventninger:

  • Vækst i omsætningen på 11-14% i lokal valuta og 8-11% i danske kroner med de nuværende valutakurser
  • Vækst i resultat af primær drift på 2-5% reguleret for 2007-engangsforhold
  • Overskudsgrad, målt som resultat af primær drift i forhold til omsætningen, på omkring 18%
  • Vækst i årets resultat efter skat på 4-7% reguleret for 2007-engangsforhold
  • Afkast af den investerede kapital efter skat på omkring 20%
  • Frie pengestrømme før virksomhedsopkøb på 750-900 mio. kr.
  • Investeringer i materielle anlægsaktiver før virksomhedsopkøb på 800-950 mio. kr.


Langt hovedparten af Novozymes’ salg er uden for Danmark, og derfor har kursen på salgsvalutaerne stor betydning for de økonomiske resultater. Selskabets finansielle forventninger er baseret på spotkursen den 23. januar 2008 for selskabets vigtigste valutaer, herunder den amerikanske dollar.

Sociale og miljømæssige mål:

  • Vand- og energiforbruget må maksimalt stige med 1% mindre end den realiserede salgsvækst i lokal valuta
  • Mængden af fast affald må maksimalt stige med 1% mindre end den realiserede salgsvækst i lokal valuta
  • Genanvendelsen af affald skal være over 40%
  • Udledningen af ozonlagsnedbrydende HCFC'er skal være mindre end 2.000 kg
  • Væsentlige spild/udslip skal helt undgås
  • Personaleomsætningen skal holdes under 12% (svarende til 9% eksklusive effekt af lukningen af sHA-produktionen – se Begivenheder efter årets afslutning)
  • Fravær skal holdes under 3%
  • Arbejdsulykker med dødelig udgang skal helt undgås
  • Frekvensen af arbejdsulykker med fravær til følge skal holdes under 4,5 pr. mio. arbejdstimer
  • Medarbejdertilfredshed skal være mindst indeks 71
  • Medarbejdernes udviklingsmuligheder skal være mindst indeks 69

 
Målene for medarbejdertilfredshed og medarbejdernes udviklingsmuligheder er baseret på resultaterne fra den årlige medarbejderundersøgelse People’s Opinion og på et indeks udviklet af analyse- og konsulentvirksomheden Ennova.

Novozymes’ bidrag til en bæredygtig samfundsudvikling, særligt i forhold til at afhjælpe de globale klimaproblemer, har høj prioritet. Når enzymteknologi erstatter konventionelle teknologier, viser det sig oftest, at CO2-udledningen reduceres betydeligt, og enzymteknologi har således potentiale til at blive en del af en løsning. I 2008 vil Novozymes intensivere indsatsen på dette område, blandt andet gennem følgende mål:

  • Der etableres en ny procedure for livscyklusanalyser (LCA) for at sikre, at potentialet for CO2-reduktion bliver en del af beslutningsgrundlaget for udvikling af nye produkter. Det er første skridt til dels at sætte mål for det samlede CO2-reduktionspotentiale i pipeline i 2009, dels at gå efter de forretningsmæssige muligheder, der knytter sig dertil
  • Det skal undersøges, hvordan den øgede LCA-dækning af Novozymes’ produktportefølje kan anvendes til gradvist at øge sikkerheden af estimatet af den samlede CO2-reduktion, som opnås ved Novozymes’ kunders brug af enzymer. Ambitionen er at sætte konkrete mål for 2009
  • I 2008 redefineres Novozymes’ energi- og klimastrategi, herunder konkrete planer og mål for forbedringer i de kommende år
  • Novozymes har i 2007 udviklet en ny metode for yderligere samarbejde med leverandører om bæredygtighedsspørgsmål. I forlængelse heraf er målet for 2008 at gennemføre pilottest af denne metode for ansvarligt indkøb med henblik på implementering i 2009