Klima og bæredygtig udvikling kom for alvor på den globale dagsorden i 2007. Det er godt nyt for verden – og for Novozymes.
Det er en spændende tid, vi lever i. En tid, hvor det ene banebrydende videnskabelige resultat afløser det andet; hvor hele kloden er blevet vores marked og arbejdsplads, og hvor verden er vågnet op til en erkendelse af, at der er behov for en gennemgribende, global indsats for at løse klimaproblemerne. Det er en tid, hvor mange hænder og hjerner må arbejde sammen for at holde verden på ret køl – og hvor det står klart, at bæredygtighed er forretningsmæssigt fornuftigt.
Novozymes tilbyder bioinnovation: Biotekbaserede nyskabelser, der kan erstatte traditionelle måder at opfylde industriens behov på – effektivt, billigt og miljøvenligt. På den måde hjælper vores produkter vores kunder – og verden – på vej mod en mere bæredygtig udvikling. Det har omverdenen fået øjnene op for.
Bæredygtighed driver vækst
Der er solid dokumentation for vores enzymers positive indflydelse på miljøet. Et groft estimat er, at verden spares for 100 kg CO2-udledning, hver gang vores kunder bruger 1 kg af Novozymes’ enzymer. Det betyder, at vores produkter har reduceret CO2-udledningen med cirka 20 mio. tons alene i 2007, primært fordi brug af enzymer frem for traditionelle processer sparer energi. Til sammenligning er Danmarks forpligtelse i henhold til Kyoto-protokollen en reduktion på 13 mio. tons CO2 om året fra 2008-2012.
I en verden, hvor forventningerne til globale virksomheder i stigende grad handler om bæredygtighed, og hvor CO2-afgifter og høje energipriser er en realitet, skaber netop disse egenskaber øget efterspørgsel efter vores innovation, produkter og service. Og det giver vækst i Novozymes.
Det ses tydeligt inden for bioethanolindustrien. Her produceres alternativer til oliebaserede brændstoffer, og enzymer spiller en væsentlig rolle i den proces. Det kan vi mærke i Novozymes, hvor vores salg til bioethanolindustrien er steget markant i 2007. Vi kan også mærke det på salget af vaskemiddelenzymer, der i 2007 har vist flot vækst efter flere år med relativ stilstand. Også her er et af argumenterne, at gevinsten ved at tilsætte enzymer til vaskemidler bliver større i takt med, at olieprisen stiger – blandt andet fordi man med enzymer kan vaske rent ved lavere temperaturer.
Den gryende globale miljøbevidsthed er derfor en god mulighed for Novozymes – fordi jo dyrere det bliver at købe råvarer og energi, desto mere værd bliver vores teknologi og vores innovation. Denne udvikling kan allerede nu aflæses i vores tal: Vi opnåede i 2007 en vækst i omsætningen på 14% i lokal valuta og i indtjeningen på 5%, og dermed er vi godt på vej mod at nå vores ambition om en omsætning på 10 mia. kr. i 2010. Faktisk er vækstudsigterne for Novozymes så gode, at vi har øget de langsigtede forventninger, og vi tror nu på, at vi muligvis kan nå "10 i 10" alene ved organisk vækst. Blandt andet af den grund har vi valgt at bygge en ny fabrik i USA for at efterkomme den stigende efterspørgsel efter vores enzymer.
Et begivenhedsrigt år
2007 var også på andre områder et begivenhedsrigt år. Vi tror på, at de bedste idéer bliver skabt i dialog med andre og indgik derfor i en række spændende partnerskaber rundt om i verden. Herigennem kan vi hjælpe en bred vifte af industrier med at udvikle fremtidens teknologier og produkter.
Desuden kunne vi med købet af enzymaktiviteterne fra Biocon Limited sige goddag til 150 nye kolleger i Indien. Biocons enzymaktiviteter udgør et godt strategisk match til vores eksisterende enzymforretning, og med købet får vi en særdeles stærk position på det indiske enzymmarked. Brugen af enzymer er stadig begrænset i Indien, men den stigende velstand i det indiske samfund giver gode vækstperspektiver. Sidst på året kunne vi også byde velkommen til 83 nye canadiske kolleger efter købet af Philom Bios Inc., der fremstiller mikroorganismer til landbruget.
Rethink Tomorrow
Så alt i alt var 2007 endnu et godt og spændende år for Novozymes. Og et år hvor verden for alvor begyndte at få øjnene op for de positive klimagevinster, der er forbundet med vores bioinnovation. Denne mulighed skal vi forstå at udnytte til fulde. Novozymes fik nyt slogan i 2007 – Rethink Tomorrow – og det er netop det, vi skal. Vi skal hjælpe vores kunder med at gentænke morgendagen. Til gavn for kunderne, til gavn for verden og til gavn for Novozymes.
Steen Riisgaard, Administrerende direktør