LukFlyt

Tekniske enzymer

De væsentligste produkter inden for dette område er enzymer til stivelses-, tekstil- og bioethanolindustrierne. Forretningsområdet omfatter desuden enzymer til læder- og skovbrugsindustrierne samt andre mindre industrier.

Salget af tekniske enzymer steg i 2007 med 14% i danske kroner og 22% i lokal valuta, hvilket var meget tilfredsstillende. Den primære årsag til det høje vækstniveau var en fortsat markant stigning i salget af enzymer til bioethanolproduktion drevet af vækst i det amerikanske marked samt en større markedsandel. Salg af enzymer til bioethanolindustrien udgør nu 13% af Novozymes’ samlede salg.

Der er primært to enzymudbydere til den eksisterende bioethanolindustri. Det forventes ikke, at dette umiddelbart vil ændre sig. For de kommende 3-4 år forventes Novozymes’ salg til bioethanolindustrien at vokse gennemsnitligt 20-25% om året. Den realiserede vækst vil afhænge af udviklingen på det amerikanske marked. I 2008 forventes fortsat stigende produktion af bioethanol i USA samt lidt højere priser på enzymer.

Enzymer til stivelsesindustrien, der anvendes til produktion af sødemidler, havde en positiv salgsvækst i 2007. Udviklingen skyldtes fortsat stigende efterspørgsel efter alternativer til sukker og stigende efterspørgsel efter sødemidler generelt.

Inden for tekstilindustrien oplevede vi et fald i salget af enzymer til behandling af denim – en konsekvens af den nuværende mode. Der var vækst i salget til tekstilmøllerne, hvor enzymer blandt andet anvendes i fremstillingen af bomuldstekstiler. Novozymes har gennem en årrække arbejdet på at penetrere denne industri, og udviklingen i 2007 indikerer, at det er ved at lykkes.

Novozymes lancerede følgende tekniske enzymer i 2007:

  • Spirizyme® Ultra
  • Sucrozyme

Vi forventer, at hovedparten af de trends, som drev væksten i 2007, vil fortsætte i 2008, og at den samlede salgsvækst for tekniske enzymer vil blive 25-30%. Salget af enzymer til bioethanolindustrien vil have afgørende betydning for væksten fremover, og industrien forventes at udgøre en stigende andel af Novozymes’ samlede salg. Den forventede langsigtede salgsvækst for tekniske enzymer øges. Dette afspejler forventninger om et højt vækstniveau for enzymer til bioethanolproduktion de kommende år, særligt førstegenerationsbioethanolproduktion, jævnfør den nyligt vedtagne energipakke i USA.

  • Novozymes’ markedsandel: 50-55%
  • Forventet salgsvækst i 2008: 25-30%
  • Forventet langsigtet årlig salgsvækst: 15-18%

 

7_SalgTekniskEnzym.gif