”Vi er nødt til at forholde os til ansvarligheden.”

Tidligere administrerende direktør i Novo Nordisk, Mads Øvlisen, er dybt engageret i at sikre menneskelig respekt værdighed overalt i verden, blandt andet som medlem af Global Compacts bestyrelse. Men i virkeligheden var hans kone oprindeligt den drivende kraft. Novozymes har bedt Mads Øvlisen fortælle om sit engagement og sit syn på virksomhedernes ansvar. 

Hvad er baggrunden for dit engagement i menneskerettigheder?
I vores familie har vi altid interesseret os meget for menneskerettighederne. Vi mener, at menneskerettighedserklæringen, særligt første artikel, er mindst ligeså vigtig som Bibelen. Det startede vel, da min kone Lise i en periode var meget engageret i bestyrelsesarbejde på vores børns skole. Der kom man ind på en diskussion af, hvilke rettigheder børn havde i relation til deres omverden. Man blev i forældrekredsen klar over, at der faktisk ikke var nogen, der kendte menneskerettighederne. Det syntes Lise var for galt, og så blev hun optaget af menneskerettighederne. Det var engang i halvfjerdserne.  

Du er medlem af bestyrelsen for Global Compact. Hvad laver du der?
Vi er 10 forretningsfolk fra hele verden, som sidder i en gruppe på 20 personer, som alle refererer direkte til Generalsekretæren, som vi mødes med regelmæssigt. Vi undersøger i øjeblikket, hvordan man kan gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at forholde sig til menneskerettighederne i lande med såkaldt ”svage regeringer”.
Vi beskæftiger os også med at sikre, at virksomheder, som forpligter sig overfor Global Compact, lever op til deres forpligtelse. I det arbejde har jeg prøvet at se på, hvad man kan gøre for at få lokale netværk til at hjælpe hinanden til at blive bedre til at rapportere. Det er kolossalt vigtigt, fordi der er mange, der tilslutter sig Global Compact, som desværre ikke lever op til den rapporteringsforpligtelse, der følger med. Det skyldes ikke nødvendigvis dårlig vilje – der er også bare nogle små virksomheder, der ikke magter det. Vi har lige netop strøget omkring 800 fra listen, fordi de ikke har levet op til forpligtelserne. Det er herligt, at der er mange, der tilslutter sig, men det er også problematisk, at der er så mange, der ryger ud igen. 

Er du ikke bange for, at Global Compact bliver brugt som et bekvemmelighedsflag?
Vi kan ikke have, at der er nogen, der betragter det som et bekvemmelighedsflag. Det er selvfølgelig uacceptabelt både for virksomhederne, men også for Global Compact, hvis Global Compact udvandes. Det eneste, vi kan gøre for undgå det, er at tjekke, om virksomhederne rapporterer som krævet. Hvis ikke, bliver virksomhederne i sidste ende taget af listen. 

Gør virksomhederne nok?
Både ja og nej. I mange virksomheder er topledelsens engagement gledet ud. Man overlader det til andre niveauer i virksomheden at køre det. Men der er altså nogle ledere, som er nødt til at gå på banen og markere over for virksomheden, virksomhedens bestyrelse og omverdenen, at problemerne langt fra er løst endnu. 

Virksomheder skal blande sig, fordi de har en enestående mulighed for at bidrage til, at løse nogle af de store globale problemer, som baserer sig på den grundlæggende ulighed, der er i dag. Altså: os der har og dem, der ikke har. Det drejer sig om adgang til uddannelse, til sundhed, til fred og ingen kønsdiskrimination og så videre.  

Men der er nødt til at være et aktivt mandat og krav fra topledelsen til hele organisationen, for at den tager de initiativer, der skal til for at komme videre. 

Er det fordi, virksomheder er vant til at operationalisere på andre områder, at vi også skal operationalisere menneskerettigheder?
Det er det, ja! Vi er jo ikke afhængige af at skulle fremskaffe et nationalt demokratisk flertal for at handle. Det rejser så et legitimitetsspørgsmål. Hvad giver virksomhederne ret til ”at blande” sig? At de synligt bidrager til, at rigtig mange mennesker får det væsentligt bedre. Det kan vi gøre gennem det lokale nærvær vi ofte har gennem de mennesker, som arbejder derude, hvor problemerne er. Og fordi vores beslutningsgange er indrettet på en anden måde end politiske apparater, uden lange overtalelsesprocesser og så videre. 

For nogle år siden sagde FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan: ”Governments only get the courage and resources to do the right things when businesses have taken the lead.” 

Og det er jo ikke fordi, vi er særligt hellige. Det er fordi, de problemer, man hører om, berører vores medarbejdere, kolleger og deres familier. Så vi er nødt til at forholde os til ansvarligheden.